
Et af årets højdepunkter i taxibranchen er afgjort Smukfest, mener vognmand i Dantaxi Ajdin Terzic.
SKANDERBORG - Når Smukfest ruller ind over Skanderborg, følger et hav af taxier trop. Dantaxi sender over 150 vogne afsted – og vognmand Ajdin Terzic deler både glæde, gode råd og et par advarsler med festivalfolket.
Af Dantaxi 4x48 A/S
Normalt er der cirka 15 taxier på gaden i Skanderborg. Men når Smukfest lander med alt, hvad det indebærer af glimmer, guitarer og glade mennesker, så skal der flere hjul til. Meget flere. Østjyllands største taxiselskab, Dantaxi, regner med at sende mindst 150 vogne mod festivalbyen for at følge med efterspørgslen.
“Vi glæder os som små børn”
Én af dem, der allerede har sat kryds i kalenderen, er vognmand og Dantaxi-ambassadør Ajdin Terzic. Han har kørt til Smukfest i ni år og bliver ved med at se frem til det.
– Det er en kæmpe oplevelse hvert år, og både jeg og de fleste af mine kolleger glæder os. Det er afgjort et af årets højdepunkter i taxibranchen, siger han med et smil i stemmen.
Pas på de falske vogne i mørket
Men selv en fest kan have skyggesider. Ajdin har desværre set lidt for mange tilfælde af pirattaxier, som forsøger at udnytte unge og feststemte passagerer.
– Vi har desværre set eksempler på unge mennesker, der er blevet franarret tusindvis af kroner – og i nogle tilfælde udsat for endnu værre ting. Et godt råd er at sikre sig, at vognen har et tydeligt taxiskilt på taget og taxaudstyr i kabinen, siger han.
Et godt tip: Bestil med omtanke
Og så er der lige det med bestillingen. Smukfest er travl for alle – også for chaufførerne.
– Book i god tid og vær tålmodig. Undgå at bestille fra flere forskellige taxiselskaber til samme tur – eller både via telefon og app samtidig. Det skaber unødige frustrationer for både chauffører og kunder, når taxier kører forgæves eller har svært ved at finde deres passagerer, forklarer Ajdin.
Find den officielle taxiplads og kom trygt hjem
Til sidst er der lige et praktisk fif: Den officielle taxiplads ligger på toppen af Sølund ved Vestergadekrydset. Det er her, taxierne kommer og går – og du kan som altid ringe 4x48 eller bruge appen.
Så er det bare at hoppe i gummistøvlerne, synge med og lade taxien klare resten. God festival!