Gå til hovedindhold

Fakta og nuancer: Jesper Sandgaard kommenterer sagen om Vestbirk Vandkraftværk



Der bliver stadig padlet forbi kraftværket i Vestbirk, og det skal der fortsat kunne. Projektet tager hensyn til kanosejladsen – blandt andet med et nyt slæbested ved Bredvadmølle.

VESTBIRK - Efter stor interesse for artiklen om Vestbirk Vandkraftværk, i avis nr. 20, har Jesper Sandgaard henvendt sig til avisen med en række rettelser og nuancer. Vi bringer hans kommentarer her, som supplement til debatten om det gamle værks fremtid.

Af Jørn Kildall

Jesper Sandgaard lægger ud med en klar pointe: produktionen fra Vestbirk Vandkraftværk er minimal i det store grønne regnskab. Den strøm, værket leverer, er ifølge ham så lille en brik i puslespillet, at den ikke gør forskel – hverken for elnettet eller for klimaet.

Kulturværdierne er tænkt ind

Der har i debatten været bekymring for, om projektet tager nok hensyn til de historiske rammer. Her pointerer Sandgaard, at Horsens Museum har gennemgået projektet, og kun haft én bemærkning: at man ikke måtte fjerne for meget af dæmningen ved frislusen. Ellers har museet ikke haft indvendinger.

Han tilføjer også, at loven ikke forpligter til at holde værket i drift – og at mange gamle vandmøller allerede er gået samme vej.

Underskrifter fra en anden tid

Der blev i tidligere artikler henvist til 1000 underskrifter imod projektet. Men ifølge Sandgaard stammer de fra for 5-6 år siden – og altså ikke i relation til det nuværende projekt. En slags historisk fodnote, der ikke længere har relevans, som han siger.

Vandet er ikke evigt

Sandgaard fremhæver også de naturlige begrænsninger: Der er kun vand nok til at drive en ekstra turbine i få vintermåneder. Og i tørkeperioder – som vi jo ser nu – kører værket på nedsat kraft bare for at få en enkelt turbine til at køre.

Den eksisterende svenske turbine? Den har for længst overlevet sig selv.
 

De rustne jernkonstruktioner og den slidte beton vidner om et vandkraftværk, der har tjent sin tid. Den gamle svenske turbine er ifølge Jesper Sandgaard langt forbi udløbsdatoen.

Lokal dialog og afklaring

Der har været holdt borgermøder – både fysisk og online – og høringssvar er modtaget og behandlet. Flere af dem har været igennem en anke, som blev afvist af Planklagenævnet, fortæller han.

Høringsretten tilhører dog kun de lodsejere, der direkte bliver berørt langs åen – en detalje, som måske ikke har stået klart for alle.

Elnettet klarer sig

Strømmen fra værket går ud på det almindelige elnet, som en hvilken som helst solcelle eller vindmølle. Men hvis værket forsvinder, vil det ikke kunne mærkes, mener Sandgaard.

– Sidste gang det var ude af drift i et halvt år, fungerede elnettet stadig upåklageligt. Ingen manglede strøm.

Søerne bliver – og kanosejladsen også

– Det har aldrig været planen at fjerne Vestbirk Søerne, understreger han.

Tværtimod arbejdes der for, at kanosejladsen skal påvirkes så lidt som muligt. Blandt andet etableres et ekstra slæbested ved Bredvadmølle, og ruten fortsætter som i dag.

Gravemaskinerne venter på fugle og ferie

Anlægsarbejdet er allerede begyndt i mindre skala, men det store gravearbejde venter til august, når fugleungerne er fløjet og kanosejladsen tager en pause.

– Der er stor lokal opbakning til projektet. Vi glæder os, siger Jesper Sandgaard.
 

Jørn Kildall

Lignende artikler

Læs ugens avis

 

Reklamer