
SDR. VISSING - Det store telt er Mosstock festivals vartegn, og lørdag rejste 7 mænd og en kvinde teltet under megen snak og endnu mere grin.
Tekst og foto Per Bonde
Lastbilen med teltet kom i god tid, så arbejdet med at læsse af skete i god ro og orden, mens de frivillige havde tid til at få genopfrisket minder og hukommelse fra tidligere års teltrejsning. Lennert kunne med sine mange år på Mosstock en del røverhistorier, som nok er blevet bedre med årene. Anja, Simon, Mathias, Martin og Hans kunne også bidrage, så der blev drillet og grint med højt humør.
Teltrejsning er hårdt arbejde, men når det udføres som en del af et team af frivillige, glemmer man strabadserne og lægger fokus på hyggen, de friske bemærkninger og det gode samarbejde. Når et så stort telt skal rejses, er det vigtigste, at placeringen af masterne er målt helt korrekt op, så selvom der i forvejen var målt op, blev alt kontrolleret mere end én gang.

Op med masterne
Da alle var tilfredse, begyndte monteringen af masterne med kabler, kraver og alt mulig andet, og igen blev alt kontrolleret en ekstra gang. Så skulle masterne rejses – i tidligere tider skete det med håndkraft og masser af folk. Nu om dage klares det med lastbilens kran. Selve rejsningen så noget dramatisk ud, men der var fuldt styr på det.
Taget blev lagt ud og ”syet sammen”, inden det med en sindrig mekanisme monteret på masterne kunne hejses op. Det tog tid, og bragte sveden frem på panden. Alt skred planmæssigt frem, og snart kunne montering af siderne påbegyndes. Efter ca. 7 timers arbejde stod teltet klar til at huse al musikken på festivalen, og de frivillige fik en velfortjent pause.

Teltet er oppe
Dejligt vi har fået teltet op, sagde Anja, så mangler der bare alt det andet, men når teltet er oppe, ved vi, at der er plads til musikken, og det er jo det, vi er her for. Simon føjede til, at ja her kommer vi til at bruge meget tid under festivalen – så må vi se, hvad side af baren vi kommer til at stå på.
Mens det store telt blev rejst, tog en anden gruppe fat på at rejse alle de andre telte, der skal til for at skabe en Mosstock festival, og de var effektive, så inden dagen var gået, var alle telte rejst, og venter nu bare på at blive indrettet og gjort klar til rykind, når festivalen starter torsdag.

Mosstock er musik, fællesskab og rummelighed
Mosstock festivalen er skabt i starten af 1970’erne, hvor samvær og fællesskab var en lige så stor del af festivaloplevelsen som musikken, og sådan er det stadig. Vi lægger vægt på stemning, og at man kommer hinanden ved, når man kommer på Mosstock festivalen, fortæller Lennert. Prøv at se dig omkring – er du i tvivl om, vores frivillige hygger sig. Sådan skal det være før, under og efter festivalen. Det ligger i vores DNA, og nogen synes måske, vi ligner glade amatører. Så har de set rigtigt. Mosstock er ikke, og skal ikke kommercialiseres, Mosstock skal holde fast i sin sjæl og give rum og plads til dem, der lægger vægt på fællesskab og har brug for rummelighed.
Fri adgang for nabobyerne
Igen i år er der fri adgang for alle, der bor i Østbirk, Brædstrup, Ry og Skanderborg, og vi håber rigtig mange vil lægge vejen forbi og lytte til de mange dygtige upcoming bands, der kommer til at befolke scenen i det store telt. Når så der er pause i musikken, skal man opleve stemningen og de mange glade mennesker, der omgiver en, slutter Lennert.